Vejr og vind
Sange der dur14 nye sange om vejr og vind – luften over os, imellem os og mellem linjerne. Sanghæftet er fjerde publikation i serien Sange der dur.
Denne lille samling af nye og nyere sange for børn og voksne er skabt til fællessang i skolen, foreningen, sognegården, musikskolen, kirken eller andre steder, hvor der med fordel kan medbringes en ny sang for til stadighed at holde sangkulturen levende og nærværende. Vejr og vind som tema for denne publikation tager afsæt i hverdagens vejrfænomener, som har det med at kunne beskrive forhold både i naturen og i følelseslivet på én og samme tid. Små og store ting i naturen kan ofte i lyrikkens verden bruges som afsæt for at gribe og måske begribe store og små ting i livet.
Sanghæftet indeholder bidrag fra 20 komponister/tekstforfattere og er udvalgt blandt indsendte sangforslag i samarbejde med repræsentanter fra Musiklærerforeningens pædagogiske udvalg.